LEVE SYTTENDE MAI!
SANG TIL CONSTITUTIONSDAGEN

Du qvalte Røst i Salen,
brus frem som Fossens Væld!
Og rung igjennem Dalen
som Storm fra Dovrefjeld,
fra alle Dølehjerter
som under Vadmel slaae,
mens Fryds og Friheds Kjærter
i kjække Øine staae.

See, over Storm af Latter
(den Første vist i Aar)
Den hulde Majens Datter
rundt Norges Himmel gaaer!
Og hvor hun bliver baaren,
den Majens favre Dag,
i Jubl hensvinder Taaren,
som ved et Trylleslag.
Thi Meer end Guld hun øste
vidtover Norges Land;
thi Slavejern hun løste
Af Norges gjæve Mand.
De Frie sig da fryde!
Men Trællen sidde qvar!
Hvad rager Goth og Jyde
Klenoder, Norge har?

Kom raske Gut og Gjente
til Majens grønne Vold!
Vi skal Fiolen hente:
der boer den muntre Trold,
som løser Glædens Vinger,
som over Gubbens Haar
og Kjærringskoutet klinger:
”Heihopsan! Det er Vaar!”

Se, Friheds Dag i Majen,
din tro og kjække Hær!
Dit Jubelbanners Vajen
den lyse Fjeldbirk er.
Dens muntre Grønne taler:
”Jeg er det skjønne Haab,
at rundt i Norges Dale
idag er Jubelraab.”

Et Bæger skjæmmer Ingen,
hvor Folket staaer som Brud,
med Loven – den er Ringen –
til Frihed vied af Gud.
Den Ring i ærlig Næve
som Lynild straaler; men,
hvis Skurken den vil hæve,
han brænder sig paa den.

Straal da i rene Hænder,
du Norriges Klenod!
Men slukkes du, da ender
Stolt-Norrige i Blod:
Da aldrig meer jeg griber
mit maiblomkrandste Glas;
men – hui! – paa Dovre sliber
min gode Tollebas!