Henrik Wergelands dikt ved avdukingen av Krohg-støtten 17. mai 1833

(Før avdukingen:)

Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav!
den Søn, Dig Himlen skabte,
Du som en C h r i s t i a n K r o h g gjengav,
den vandt, da ham Du tabte.
Giv, Himmel, da til Vederlag
Nor Mænd, der vove Aandeslag,
som han, for Jords og Himmels Sag:
for Frihed, Ret og Sandhed!

Hans Viisdom tage evig ind
sin Plads i Storthingssalen!
Hans Frisind liig en Nordenvind
igjennemstorme Dalen!
Dit Skarpsind, K r o h g ! – det Aandelyn –
i hver en Normands Øiebryn!
da, Frihed, tryg som over Sky’n
hos Nor Du boer og bygger!

[Etter avdukingen:]

Da, K r o h g s Aand, fra dit blaa Paulun
fra Frihedsdagens Himmel
Du daler mellem Brødre kun
og Fries glade Vrimmel.
Da uden Sky sig Høi og Lav
frydsamler om Din Æresgrav,
der – som en Fredens Gud den gav –
blev et F o r s o n i n g s a l t e r.

Vor K r o h g! den Krands, du blegned med,
er lagt paa Støttens Tinde;
bedugget af vor Kjærlighed
hver Morgen frisk den finde!
Normannaløven har paa Vagt
med Bilen sig ved Foden lagt;
den skal – det Lyn af Folkets Magt –
omblinke, K r o h g, Dit Minde.

Vi see dit Kjærnavn, C h r i s t i a n K r o h g,
i Sagas Malm at tindre.
End skjønnere – et gyldent Sprog –
det glimrer i vort Indre.
En høiere end den Colonn’
er reist Dig i vor Borgeraand.
Her reiste vi med taksom Haand
dens Billed kun: - den Mindre.