Notat fra Wergeland til Sørensen ”Positive Religionsbud” (udatert)

Positive Religionsbud
Foruden det kristelige Kjærlighedsprincip, udtrykt af Jesus Kristus selv i Matth. 5, 44-45 i Sproget, der endogsaa byder os at ”elske vore Fiender paadet vi kunne vorde vor Faders Børn, der er i Himlen og som lader sin Sol opgaa over Onde og Gode, regne over Retfærdige og Uretfærdige”, findes der en Mængde aldeles positive, utvetydige og enhver sand Kristen tvingende Religionsbud, hvoraf herved anføres endeel:

Matth. 7,12 ”Alt hva I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem! Thi saadan er Loven.”

Matth. 22,39 ”Du skal elske din Næste som dig selv!”

1. Joh. 3,18 ”Lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tungen, men i Gjerning og Sandhed.”

Luk. 6,36 ”Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig!”

Hebr. 13,16 ”Glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere Behage Gud vel.”

Matth. 25,40 Christus vil paa Dommens Dag sige til de Barmhjertige: ”Hvad I have gjort mod En af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.”

Philipp. 2,4 ”Enhver see ikke paa Sit, men enhver ogsaa paa Andres!”

1. Cor. 4,7 ”Hvo giver dig Fortrin? Og hvad har du, som du ikke har annammet.” Konfereret med:

1. Petr. 4,10 ”Som Enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed.”

1. Joh. 3,17 ”Den, som har denne Verdens Gods, og seer sin Broder lide Mangel, og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?”

Rom. 12,18 ”Dersom det er mulig, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder!”

Joh. 13,15 ”Derpaa skulde alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed.”

I Kontinuation med vedlagte korte trykte Meddelelse, tillader jeg mig lige ærbødigst at oversende denne Tilbagekaldelse i Erindringen af de Religionsbud, som vistnok engang have vært indprægede og endnu staa prægede i enhver Repræsentants Hjerte.

Den korte Tid imellem Kommitteeindstillingen og Sagens Afgjørelse hindrer mig fra yderligere Forsøg paa at forsvare Tolerancepropositionen, der for mig har Vægt og Interesse som Samvittighedssag - et Skridt, jeg haaber fri for Mistydelse af denne Grund.

Skulde en Anskuelse, der troer med større Vægt at kunne støtte sig til borgerlige og lokale Forhold og til materielle Hypotheser, blive den seirende, da udbeder jeg mig Propositionen uforandret fremsat til Afgjørelse paa næstkommende Storthing. Den hører maaskee til de Reformer, som betegne en mer oplyst og udviklet Tidsalder, omendskjøndt det norske Folks gjæstmilde og menneskekjærlige Karakter maatte indgive et ikke ugrundet Haab om at Sagen allerede nu i Aaret 1842 maatte kunne gaa.

Ærbødigst
Henr. Wergeland

S.P.
Hr. Sorenskriver Sørenssen