Wergelands brev til Stortinget februar 1845

Til Kongeriget Norges ellevte ordentlige Storthing!

Henrik Wergeland andrager ærbødigst om Eftergivelse af Omkostningerne ved hans Sag med forhenværende Prokurator Praëm.

Grotten pr. Christiania 15de Februar 1845.

Min Forfatning nøder mig og Sagens Natur opmuntrer mig til at andrage for Folkets Repræsentanter om Eftergivelse af Omkostningerne i den Sag, jeg, i dettes Interesse, ulykkeligen har fristet med forhenværende Prokurator Praëm. De ere svære. Til 813 Spd. 60 Sk. har man drevet det, foruden mine egne Udlæg ved min Faders Godhed – og disse vare ligeledes i Hundredeviis til Advokaten, jeg maatte tinge fra Byen. Lignende Summer har Nationen vel spenderet paa enkelte Personers Reiser, men jeg blues idet jeg maa nævne en saa stor. Men saa lyder Byfogdens Krav.

Jeg ønsker Sagen afgjort af Følelsen, af den samme Magt, som drev mig til en Strid, hvis Offre ere store, men hvis Sejer kun er et Exempel – kort, af den Mening, som enhver norsk Mand maa have gjort sig derom. Nedenfor, mellem mine faa Grunde, vil jeg maatte skizzere dens Gang; men at fremmane dens oprørende Detaljer kunne vække Debatter, ubehagelige for mig, som vil glemme, ubehagelige for Ham, som jeg har tilgivet – ja med en Tilgivelse, som jeg haaber skal vinde mig min egen hos vores Begges endelige Dommer.

Mine Grunde for en Skjænk, som jeg vil betragte som en Hæder og Oprettelse, ere som sagt faa:

Jeg har handlet af uegnnyttige Bevæggrunde, af Patriotisme, af Medfølelse for den Almue, hvori jeg levede, som jeg blev elsket af og elskede igjen.

Der er Repræsentanter tilstede, som ville kunne bevidne Sandheden af mit Opgivende om dette Forhold, samt af at en Mængde Almuesfolk optraadte om mig som Klagende.

I Ordets egentlige Forstand optraadte jeg for Almuen, der betragtede mig som sin Beskytter, og hvis Tiltro og Klager gav mig Mod.

Men dette maa bemærkes; saa irriteret jeg paa egne Vegne kunde være over Prokuratorens foregaaende Fornærmelser i de offenlige Blade, og navnlig over hans i Gaardermosagens første Indlæg fremsatte Hensigt, at ville ødelægge min Fremtid, viser dog selve Udtrykket ”Forbryder mod Stat og Menneskehed”, hvilket var det, der især drev Praëm til Sag, at jeg var oprørt paa Andres Vegne.

Min Natur og min Religion byder mig, at jeg skal kunne være dette, og af disse har jeg ladet mig lede uden at lade mig forvirre af min ungdommelige Forbauselse over at ikke Dommerne og Prokuratorene følte den samme Hjertevee, som jeg, over samme Handlinger. Disse Herrer have, f. Ex., ikke fundet det Haarde, som jeg fandt i, at Praëm lod holde 2 Exekutioner paa een Dag hos en før alt yderlig fattig Mand, eller det Lave i at han endog drev Beregningerne indtil dobbelte 4 Skilling i Sundpenge, skjøndt han, uden nogen Gjenoverfart, tog sin Middag hos den stakkels Mands Nabo, den ærede 3die Repræsentant for Agershuus Amt paa nærværende Thing. At jeg en Vinter mødte den siden fra Gaarden komne Mands Enke med en Børneflok paa 4-5 Stykker, næsten nakne paa Been og Krop, vadende i Sneen, kunde heller ikke nedstemme min Følelse.

Det er denne som har syndet, om Dommernes Følelse har været den rettere. Dette maa nu Thingets Følelse afgjøre! Det forekommer mig, at kan jeg overtyde dette om at jeg har handlet, om end daarligt i jordisk Forstand, dog af rene Motiver: saa bør jeg skaanes for videre Lidelse. Ingen kan erstatte mig Sjelens ikke blot Lidelser, men Tab.

Et ubetydelig og, paa en uforfulgt Stevning nær, følgeløst, Træk forekommer mig dog at betegne mine Motivers Reenhed temmelig tydelig og karakteristisk – det nemlig, at jeg i min første Studentertid, da Praëm var min behageligste Omgang som Nabo, gav ham til Svar, i mange Vidners Overvær, paa en artig Indbydelse, at Alt maatte være forbi mellem os siden jeg havde hørt ilde om ham mellem Almuen. Jeg erindrer, at Praëm havde bemærket paa Stevningen, der indløb, at han af Høflighed lod den forkynde ved Folk, der ikke vare Stevnevidner, og at min Fader antegnede, at hverken Provst Wergeland eller hans Søn forlangte at blive bedre behandlede af Prokurator Praëm end han plejede at behandle Almuen.

Ak! Nu, siden det fremmede Menneske kom derind, begyndte Paradiistinterne at henblegne over min Hjembygd.

Men her er nogle materiellere Grunde, skjøndt jeg tilstaaer ikke meget stærke. Jeg vilde saa gjerne, at den første, alene moralske og subjektive, skulde være nok. Selv har jeg lidet Øje for andre. Naar det ikke kunde mistydes som en Stolthed eller endog et Bedrag, siden Forlængelsen af mit Liv er høist usikker, vilde jeg blot sige: ”eftergiv mig den Sum, mit altid høimodige Folk! Jeg skal betale de Blade med andre”.

Men Reserven af min lille Armee faaer nok frem. Altsaa:

Vedlagte Erklæring fra Formandskabet i Eidsvold viser, at det er sandsynligt, at dog noget kontant Vederlag for hva jeg søger Folket om er kommet en Deel af dette til gode. Sagen havde nemlig strax den Følge, at Praëm blev i alle Dele upaaklagelig i sit Forhold, og jeg fik mangen Tak derfor.
En eller anden af Landets mange juridiske Blodigler tør maaskee ogsaa have fanget Skræk af Sagen – et Tag, som man i det Følgende vil see, begyndte med at spænde Krok.

Min Modpart drev nemlig min ordinære Dommer, Hr. Borchsenius, der kjendte Praëm bedre end jeg, fra Sædet ved strax, jeg troer i første Møde, at føre ham som Vidne om en saadan Ubetydelighed, at alle Mennesker kaldte det proforma og et juridisk Coup.

Ja det var et Coup. Fra dette Møde var Sagen tabt. Andengang skulde jeg være Offret for en extraordinær Rettergang.

En Prokurator, der neppe kunde holde sit Hoved oppe for Nervesvindel, aandssvag som legemssvag af værste Art Sygelighed for denne Sag, der sandelig fordrede Øinene oppe, fældede nu efter mange Aar den tvetydige Dom, at jeg skulde mulkteres med 300 Spd.; men Staten betale Omkostningerne. Ved Overretten kom disse paa mig, men Mulkten nedsattes til 100 Spd.

Da nu Sagen skulde vider frem, faaer jeg et Acqviescenz-Tilbud fra Modparten, som jeg modtog af følgende Grunde:

var Sagen bleven mig fremmed; jeg havde kun en ubetvingelig Modbydelighed for Procedure tilbage – ja en Rædsel, efterat jeg havde troet at see Retfærdigheden saa ofte komme Hovedløs frathinge.
Min Advokat, der var ansat ved Højesteret, erklærede han vilde ikke føre min Sag længer. Han forekom mig ogsaa lunken nok før. Mod mig skulde jeg ved Højesteret have Praëms Ungdomsven, Rettens talentfuldeste Sagfører.

I Tilbudet om Acqviesceren ved Overretsdommen vare Omkostningerne rigtignok afslagne 2 eller 3 hundrede Daler under hvad jeg siden fik vide; men for mig vare 500 Daler af samme Vægt som 800 eller 8000. Thi mener jeg, paa Grund af denne Post, at Omkostningernes Størrelse især ere en Følge af den extraordinære Rettergang.

Jeg er i bogstavelig Forstand fattig.

Mit hele Liv har været Arbeide, og dog ejer jeg vel neppe den Pude mit Hoved hviler paa. At en Forfatters Arbeide kun skaffer knapt Brød her i Landet, vil man see af, at jeg for det vidløftigste poetiske Arbeide i alle 3 Rigers Literaturer har faaet 100 Spd. Alene Korrekturen slider Nervekraft udaf Øjet for meer end de 100 Daler. Men en god ahnelsesfuld Forhaabning lader mig skrive dette Betlerbrev med den samme Pen, hvormed hint Arbeids endtes. Gammel Gjeld, Gifte ikke etter Penge, Enkekasse, det dyre Levested (formedelst de svære Penge hvorunder Alt lider) o.s.v. faaer forklare, at det er saa smaat med mig. Selv moderate terminer vilde bringe mig, der neppe er i Vandskorpen mellem Formuens Een og Armodens Nul, til at synke.

Mine Fordringer til Livet ere maadeholdne. Ved at sælge mit nybyggede Landsted, hvor jeg fandt, jeg ikke havde Raad til at boe, har jeg faaet omtrent 2/3 refunderet af hva den Huusmandsstue med Grund vil koste, som jeg atter bygger for at min Enke, eller vi fælles, om Gud saa vil, kuknne boe saa billig, som det her lader sig tænke. Hele Huset skal kun koste 450 Spd. og det halve Maal Grund 200, saa her var noget at tage til, dersom ikke Enkekassen, for at vige Prioritet i min forrige Ejendom, skulde have den i den nye. Over hiin disponerede jeg ikke uden Forespørgsel om Ret dertil.

Men hvordan mine Omstændigheder ere, saa maa jeg, om Gud giver mig saavidt Styrke, skaffe Udveje til det længere Ophold i Syden, hvoraf jeg alene kan vente nogen Restitution.

Praëm har nok engang skrevet og bragt til Højes og Laves Kundskab, ”at han henregnede det til en hellig Borgerpligt at gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrik Wergeland til nogensinde – i det mindste ikke forinden flere Aar have godtgjort hans totale Forbedring – at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade” – han har nok skrevet saa engang, skjøndt naadigen modificeret det noget ved en senere Læsning af det famøse Indlæg; men til atlade mig døe i det hjemlige Klimat strækker dog ikke Forjettelsen sig i hint Borgerløfte.

Dette faaer ansees opfyldt ved at, ganske rigtig som lovet, min akademiske Retning, Embedsexamen og Omkostningerne for at faae denne efter 3-4 Aar, er gaaen tilspilde. Det hedte nemlig i Kirkedepartementet, at man først maatte oppebie Sagens sidste Ende. I 9 Aar gav man mig der ”Stene i stedet for Brød”, som salig Hesselberg skrev i en erklæring, indtil høisalig Carl Johan omsider gjorde en Ende paa det paa en anden Maade. Men medens jeg gikk saaledes hen (og tænkte saa smaat paa Amerika) sad Modparten ikke alene i Embede, men befordredes. Hans blotte Paastand om baade Tugthuus og Slaveri over mig for mit Udtryk om hans Færd, havde hiin frygtelige Virkning. Af og til i de lange Supplikantaar kunde nok Udskejelser og Aabenbarelser af en anden politisk Anskuelse, end den der gjaldt ved Departementernes Pulte, hænde; men, idet dette Sidste er i sin Orden hos en frank Charakteer, tør jeg paastaae, at Ingen ere mere udsatte for Udskejelser end Supplikanter, der langpines. De fortvivle og give i oprømte eller desperate Øjeblik Departementet – hvad jeg ikke tør skrive eller engang betegne. Jeg vil saaledes til et Exempel tilstaae, da jeg 9 Aar efter min Examen, der faldt i bedre Tider end nu, stod med Taarer i Øjnene bag daværende Expeditionssekretærs Ryg (thi den vendte han mig) og just erklærede ham, at mit eneste Haab nu maatte være Amerika, hvis jeg ikke fik det Kapellani – det mindste i hele Riget – jeg nu søgte om, og han da svarede med en spodsk Hoveddreining, at han kunde sige mig, at ”Grunden til, at man ikke vilde ansætte mig, var at jeg var for stort et Geni” – ja jeg vil tilstaae, at jeg, efterat have svaret, at ”som Spot vare disse Ord grusomme, som mente en Uretfærdighed”, vilde det, endog med Hensyn til min egen Personlighed, været meget naturligt, om jeg, med en saadan Glassplint i Hjertet, var ilet lige hen fra Departementskontoret, til et Sted, hvor der ar hed Viin og Punsch at faae, og om jeg, i Anledning af Bureaukratens Anerkjendelse, havde drukket indtil jeg saae min lille Annexkirkes Taarn i det spidse Glas, jeg holdt i Haanden. Disse aabne Tilstaaelser, om at der nok kunde være at dadle ved mig, uagtet, var dog min Modparts Paastande, der ganske vare i Konseqventse med hint Borgerløfte, den især opgivne Grund til min Tilsidesættelse. Lægges nu hertil mine Forældres Græmmelse over at see mine Universitetsaar spildte for en Mands Skyld, de ikke agtede meer end jeg, Udgifterne til en Advokat, der ikke var let at tilfredsstille, Sindslidelser og Tab af Humør og ganske vist af meget af den Fyrighed, jeg maa besidde som Digter: saa antager jeg virkelig, at hint Borgerløfte ikke ogsaa vil udstrække sig til, ved en Exekution, at berøve mig Adgangen til at søge en mildere Luft.

Det vilde være grusomt. Det Andet er ikke grusomt; men man faaer finde et Navn derfor. Jeg kjender ikke til noget at sætte i stedet.

Summen vilde have forfærdet mig, om den virkelig havde været den mindre, som Praëm havde opgivet; men da Sandheden kom, og Praëm just var i Byen ifjor Vaar omtrent paa samme Tid, forespurgte jeg mig i et høfligt Brev, om han ikke fandt sig opfordret til enten at betale du eller at dele. Det var skeet ganske bona fide, men dog som et sidste Halmstraagreb før jeg besluttede at søge Storthinget. Jeg havde vel i den Acqviescenzerklæring sagt, at jeg ikke havde noget at sige paa Praëm, men min Mening om de fældte Dommes objektive Retfærdighed kunde jeg dog ikke saa medeet faae du af mit Hoved. Praëm, sagde man, var bleven en høist respektabel Mand, og jeg vidste om, at han just ikke var pengekjær i den Bemærkelse som det hedder om den gjerrige – kort hvem veed, tenkte jeg – og skrev. Men hans Sindelag imod mig havde ikke forandret sig. Han gjorde nogle forfærdelige Ophævelser i det Departement, hvorunder jeg hører; dette fandt ogsaa Historien forskrækkelig; der taltes om Suspension, indtil endelig det Hele endte med at jeg fik i en Skrivelse en skarp Irettesættelse.

Men hvor dette Efterspil paa Sagen, som jeg ikke har troet at burde tie med, har ængstet og ærgret mig! I de første Maaneder af min Sygdom kunde jeg ikke faae denne Triumf for min utrættelige Modstander ud af mit Hoved. Forgjæves skrev jeg Breve paa Breve til Expeditionssekretæren og Andragende til Departement om at den ikke maatte meddeles min Modstander. Han har Beviset for at mine høiagtede Foresatte har misbilliget hint saa naturlige Udtryk af min Mening om paa hvis Side dog egentlig Retten er – han har det imellem sine Hænder medens jeg har det Offentliges Regning.

Denne Historie kan dog kun betragtes som et Supplement til den øvrige Opfyldelse af hint Borgerløfte.
Men Borgerkronen frem nu! Thi ogsaa ved dette, ved at undsige paa Velfærden et farligt Menneske, har Praëm søgt at gjengjelde Nationen Gaven af sin Naturalisation.

Jeg vil, om Staten enten gjør Indførsel eller i lange Aar suger mig ud, dog ikke kunne forandre min Mening, om hvem der medrette burde været brændt i Legen. Ve mig, havde jeg rørt Praëm, om jeg ikke havde troet at min Sag var den retfærdige!

Han har ogsaa lidt; thi Ingen sætter højere Priis paa at roses, i stedet for at dadles, af Menneskerne; og det onde Rygte, utbredtes, idet dets Tilvær bevistes.

Jeg vil haabe, at hine forfærdelige Ord, ere ikke længer mente, ialfald siden jeg nu er et høist usikkert Bytte. Skulde de endnu være det, da kan jeg kun tænke mig dem udstrakt til Embede, Skribentvirksomhed og Velfærd. De to Første skal jeg vel, om jeg bliver i live, selv forsvare; den Sidste er mig og Hustru eller Enke berøvet i det Øjeblik dette Andragende negtes mig af Storthinget.

Med Underdanighed
ærbødigst
Henr. Wergeland

Hermed 2 Bilag

NB. Akten i Gaardermosagen, Indlæg fra Praëm, sidste Side