Svar på Bonnevies brev fra Wergeland 24. februar 1845

Til Storthinget!

I anledning af de igaar stedfundne Debatter over mit ærbødigste Andragendes Afgjørelsesmaade, maa jeg tillade mig at yttre Følgende:

Jeg protesterer imod at have givet Repræsentanten Bonnevie Anledning til at antage, at jeg nu holder ham for min Avindsmand, samt til, formedelst en saadan falsk Supposition at suspendere sin Stemme.

Der er Aar henrundne siden Hr Bonnevie som Expeditionssekretær i Kirkedepartementet gav mig Anledning til at troe, at han ikke vilde mig vel; men Ve Den, som kan gjemme paa Fiendskab! Tvertom derfor, jeg antager, at Hr Bonnevie nu ønsker, at hans Følelser for mig den gang havde været annerledes, og at han altsaa netop vil mig vel.

Eller om jeg endnu for ham er en Fiende – mod hvem skulde man være retfærdigere?

Og hvad Suspensionen af Stemmen anngaaer, da skulde af en saadan Grund, som opgivet, ogsaa alle mine personlige Venner i Thinget vige Sæde. Men jeg vil ikke miste Hrr. Bonnevies Stemme af den Grund at jeg har gjort det Modsatte af at beile til den. Lige frem, beintfram har jeg gaaet hele mit Liv; ere disse Dage mine sidste, skulle de ikke see mig skifte Maxime, saa mangen brodden Pande den har kostet.

Og i en Skildring af Følgerne for mig af den praëmske Sag, kunde jeg dog ikke fortie, hvorledes Kirkedepartementet tog dette Forhold. Det raadede for min Velfærd; det var maaskee, ja rimeligviis, en af de Autoriteter Praëm erklærer at ville meddele det Indlæg til, hvoraf mit Citat i Andragendet er taget. Saameget er vist, at mange Geistlige, og det ikke af Kirkens middelmaadige, have beklaget, at jeg ikke blev Præst, at man negtede mig at blive det. Det var haardt nok; men nu Bureaukratens Spot til! Det var for meget!

Jeg antager, at de Papirer, Hr. Bonnevie har fremhentet, er min Klage over hans Fremfærd ved den Leilighed, og jeg vil haabe, at den stemmer med min senere Fremstilling deraf; men siden Hr B. finder Dokumenter frem (hvoraf jeg rigtignok ikke kan begribe hvorledes de skulle indeholde synderlig Forsvar): saa vil jeg ogsaa tillade mig at oversende en Erklæring af sal. Pastor Hesselberg, hvilken Hrr Bonnevie vist kjender igjen. Originalen maa ligge der, hvorfra han har hentet sine Papirer.
I en sanddru Fremstilling lod dog ikke al Tilsidesættelse sig begrunde i den praëmske Sag, jeg burde vel heller ikke fortie hvilke Grunde, man, udenfor denne, anførte imod min Ansættelse?

Nei – jeg har været aaben og redelig, og saa troer jeg Hr Bonnevie vil være i sit Votum over min Velfærd. Derfor protesterer jeg. Skal jeg døe, da døer jeg i den Forstand som et Barn, at jeg ikke kan begribe hvorledes hadske Følelser skulde kunne faae Tilladelse af Sjelen til at indvirke paa hans votum – og et Votum i en Nationalforsamling! Et Votum over en Mands Velfærd! Jeg kan tænke mig blide ædle Følelser indvirkende paa og modificerende den strenge Retfærdighed, men ingen andre.

I anledning af Hr. Ryes krav om Regnskabsoplysninger, bemærkes, at noget specielt Regnskab har jeg aldrig seet, ligesaalidt som det medfulgte Byfogdens Skrivelse, hvori den hele Sum opgives. Jeg kan ikke finde dette Brev; men jeg fremsender de Dokumenter, Domsakte m.m., som jeg har faaet udlaant, om deri skulde findes noget til Veiledning.

Til disse Dokumenter hører ogsaa det Indlæg fra Praëm, hvoraf mit Citat af hans Intentioner er taget. Det befinder sig i Hr Fauchalds Værge, da mit Ønske var, at han og en anden Repræsentant blot vilde overtyde mig om Rigtigheden af Citatet, hvorefter jeg, i Overensstemmelse med min Yttring i Andragendet, at ville undgaae Indtrængen i Sagens Detaljer, vilde have Skandskriftet tilbage og atter begravet under sit Støv.

Men om de hermeed følgende Dokumenter ere Sagens samtlige, veed jeg ikke. Da Sagen begyndte ved Overretten, syntes de mig vidløftigere. Da havde jeg dem uddlaant, og ved den Leilighed hændte mig den store Ulykke, at mit kostbareste Dokument, af form kun et Halvark, forsvandt paa mit eget Værelse af Midten af den voluminøse Pakke større og mindre Dokumenter, hvori det laae efter sit Nummer. Forgjeves søgte jeg ved et Thingsvidne at redde noget av det Tabte; forgjeves kløede jeg mig bag Øre og gned mine Øine og beklagede mig for Retten. Papiret var og ble borte. Jeg mistænkte dog naturligviis ”Ingen” – den største Tyveknegt og Ulykkesfugl i Landet. Ingen, som til regelmæssige Tider er fra sit Værelse, bør hænge dets Nøgel ude, især naar det, som mit den gang, ligger afsides.

Enhver Ulykke bør bære en Viisdom til Frugt.

I Debatterne har man berørt Forhold, jeg ikke veed at forklare mig om, men det er skeet med plump, om end venlig, Haand. Ialfald forstaaer jeg ikke hvorledes f. Ex. en Gunst, jeg skulde nyde paa højere Steder, skulde kunne have nogen Indflydelse paa de Regnskabsoplysninger, Thing eller Kommittee maatte ønske i denne Sag fra Regjeringen. Gid det var saa vel, at Regjeringens hæderlige Medlemmer yndede mig! At Kongen viser Skjalden Naade – det er Normannasæd.
Men i Debatterne er der, efter Avisreferatet, faldet Yttringer fra Dhrr. Repræsentanter Sørenssen og Bergh, der ere saa krænkende, at jeg maa andrage om denne Skrivelses Trykning, idet denne dog indeholder min Protest. Jeg vil ikke opholde mig ved Hr Berghs Hjerte- og Nyregransken, saa smertelig den maa være mig nu da jeg ligger og troer mig tilgivende mod Alle. Men af Hr Sørenssen venter jeg en Forklaring, om Ordene i Bladet ere rigtige: ”at jeg har forlangt en Erkjendelse af min Fortjeneste udtalt gjennem en Storthingsbeslutning”.

Det har jeg ikke gjort i mit Andragende. Hvilkensomhelst norsk Yngling, der havde vovet det Samme for sin Bygd, maatte have samme Adkomst til Eftergivelse. Fortjeneste vilde være en stærk Grund. Jeg har erklæret mine Grunde for svage. Kun Uegennyttigheden af mine Motiver, Renheden deraf, om end fordunklet af Ungdommens Heftighed, har jeg lagt nogen Vægt paa. Men denne er ingen offentlig Fortjeneste, skjøndt Bevistheden herom er mig saa stærk i Brystet at den endog vil kunne bære Storthingets Afslag.

Jeg andrager om, at denne Skrivelse maa blive ved Modtagelsen oplæst i Storthinget, samt om at den maa beordres snarest trykt i Morgenbladet. Publikum, hvis Opinion ligesom en Athmosfære igjen omgiver og indvirker paa de enkelte Thingmænds, maa ikke troe, at jeg, der ligger paa min Sotteseng, og ligger og skriver Prækener derpaa i de Øjeblik jeg kan arbeide, nærer Had til Nogen eller mangler Resignation. Maaskee rettest ogsaa var, om Trykningen af det hele Andragende blev beordret siden det har foranlediget, og maaskee endnu vil foranledige, vidløftigere Debatter og Omstændigheder, end man forud kunde troe.

Grotten 23./24. Februar 1845
I Underdanighed
ærbødigst
Henr. Wergeland